Herregaards værelser
Der findes 13 historiske værelser i hovedbygningen, alle opkaldt efter personligheder med tilknytning til Fuglsang under Bodil og Rolf Viggo de Neergaards tid.
Hvert værelse er mere end blot et sted at overnatte; de er unikke oplevelser i sig selv. Indretningen omfatter originale møbler fra Neergaards tid på Fuglsang, suppleret med farverige tapeter og nøje udvalgte detaljer, der giver hvert værelse sin egen karakter. Værelserne varierer i størrelse og stil og findes i tre kategorier: Superior, Standard, og Lille hyggeligt.
Alle værelser er designet med fokus på komfort og funktionalitet. De har et siddeområde, en skriveplads, samt tøjopbevaringsmuligheder – enten som et “walk-in closet” eller en enklere løsning med knager og bøjler. I 2019 blev samtlige værelser opgraderet med nye badeværelser, så alle nu har eget toilet og bad.
Værelserne er placeret på 1. sal med elevatoradgang til alle etager. Et af værelserne er specielt indrettet som handicapvenligt for at sikre, at alle kan få en behagelig oplevelse.
Bolette Puggaards værelse
Bolette Puggaard (1844-1929), Bodil de Neergaards moder, var ud af den kendte købmandsslægt Puggaard. Hun blev gift med komponisten Emil Hartmann 4. november 1864. H. C. Andersen skrev en sang til deres bryllup (”I Sangen lyde Hjerteslag”). Digteren stod også fadder til Bodil ved hendes dåb.
Anne Marie Telmányi værelse
Anne Marie Frederikke Telmányi, født Nielsen (4. marts 1893 i København – 17. april 1983 i Hørsholm) var en dansk maler, datter af de to store kunstnerpersonligheder, komponisten Carl Nielsen (1865-1931) og billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen (1863-1945).
Hendes barndomshjem var legatboligen i Frederiksholms Kanal, og den dannede ramme om et kunstnermiljø, hvor mange af tidens store kulturpersonligheder havde deres gang. Hun har siden skrevet nogle bøger om sin tid her og sin familie.
Når faderen Carl Nielsen eller Julius Röntgen eller andre musikpersonligheder var på Fuglsang, var aftenerne altid forbundet med den ene inspirerende koncert efter den anden. I Anne Marie Telmanyis erindringer om forældrene bliver koncerterne på Fuglsang omtalt som noget helt enestående.
I værelset ses akvarel: “Fru Neergaard med hundene” samt “Studie af egetræ ved Skejten, Fuglsang” af Anne Marie Telmanyi.
Martin Hammerichs værelse
Martin Johannes Hammerich (4. december 1811 i København — 20. september 1881 på Iselingen) var en dansk skolemand og forfatter, far til Holger Hammerich.
Ved siden af teologi, hvori han tog eksamen 1833, dyrkede han mytologiske og filologiske studier, bl.a. i sanskrit, og fik 1830 accessit for sin besvarelse af Universitetets prisspørgsmål om de frigivnes kår i Roms frihedstid. 1831-34 virkede han som lærer ved Borgerdydskolen, og 1836 tog han magistergraden ved sin afhandling Om Ragnaroksmythen og dens Betydning i den oldnordiske Religion.
Det er efter den tids mytologiske standpunkt et godt og grundigt arbejde, der ligesom hele Hammerichs senere forfattervirksomhed udmærker sig ved åndfuld opfattelse og smuk, omhyggelig fremstilling. En særlig interesse har det som den første disputats, der er skrevet på dansk, idet Hammerich i sin ansøgning med styrke fremhævede det urimelige i at fordre et emne af den nordiske mytologi behandlet på latin.
Det er betegnende for den kærlighed til fædreland og modersmål, der stedse besjælede Hammerich, at han således straks ved begyndelsen af sin bane tilkæmpede det danske sprog et nyt område ved universitetet, skønt en almindelig tilladelse til at benytte det i disputatser først blev givet 1854, medens den mundtlige handling ikke før 1866 blev påbudt at skulle være dansk.
I værelset ses portræt af Martin Hammerich, gouache på papir, ved F.C.Camradt, ca.1836.
Rolf Viggo De Neergaards værelse
Værelset er opkaldt efter husets herre og bygmester Rolf Viggo De Neergaard (1837-1915) der i en alder af 29 år arver Fuglsang og Priorskov fra sine forældre. Få år efter overtagelsen river han den gamle hovedbygning ned, idet den var fyldt med råd og svamp. I stedet opføres det Fuglsang vi ser i dag i hollandsk renæssance stil. Rolf Viggo De Neergaard er udover at være godsejer også en mand der interesserer sig for fotografi, homøopati, astrologi samt musik og kunst. I 1885 gifter han sig med den 30 år yngre Ellen Bodil Hartmann, barnebarn af I.P.E. Hartmann. Parret havde et lykkeligt ægteskab frem til Rolf Viggo De Neergaards død i1915. Parret fik ingen børn, men helligede sig musikken og kunsten og skabte et naturligt samlingspunkt på Fuglsang for dette.
Olaf Rudes værelse
Olaf Rudes værelse tager sit navn efter maleren Olaf Rude (1886-1957). Olaf Rudes forældre havde en gård tæt på Fuglsang, og han var hele livet knyttet til sin barndomsegn, skønt han boede og arbejdede på Bornholm.
Olaf Rude var en af de tidlige danske modernister, nu de klassiske modernister, der satte fokus på maleriets formelle virkemidler, form, flade, linje og farve på bekostning af den naturalistiske gengivelse. Han var en stor kolorist. Olaf Rudes hovedværk er de store billeder fra Skejten, som er udsmykning i Folketingssalen på Christiansborg. Fuglsang Kunstmuseum har en fin samling af Rudes billeder.
Carl Nielsens værelse
Carl August Nielsen (9. juni 1865 i Sortelung, Nørre Lyndelse, på Fyn – 3. oktober 1931 i København) var en dansk komponist og dirigent. Han skrev seks symfonier, tre koncerter for hhv. violin, fløjte, klarinet og orkester, to operaer, seks strygekvartetter og anden kammermusik samt flere hundrede sange og andre vokalværker.
Fra 1905 begyndt Carl Nielsen og hans kone billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen at tilbringe ferier hos familien de Neergaard. Ofte under sine ophold sad Carl Nielsen og arbejdede med musikken i længere perioder, og ved sådanne lejligheder blev han installeret i gartnerboligen, hvor han bl.a. arbejdede på musikken til ”Herr Oluf han rider”.
Når Carl Nielsen eller Julius Röntgen eller andre musikpersonligheder var på Fuglsang, var aftenerne altid forbundet med den ene inspirerende koncert efter den anden. Med Carl Nielsen kom også svigersønnen Emil Telmanyi. Det fortælles, at når han stod i salen og spillede Bach for soloviolin, var det kun musikken, som levede i rummet, og kun den, der optog alle. I Anne Marie Telmanyis erindringer om forældrene bliver koncerterne på Fuglsang omtalt som noget helt enestående.
Julius Röntgens værelse
Julius Engelbert Röntgen (9 maj 1855 – 13 september 1932) var en tysk-hollandsk klassisk komponist.
Julius Röntgen blev født i Leipzig, Tyskland, i en familie af musikere. Han var et talentfuldt barn, og hverken han selv eller hans søskende gik i skole; hans forældre og bedsteforældre underviste ham i musik og andre fag.
I 1870 besøgte Röntgen i en alder af 14 år, Franz Liszt i Weimar; og efter at have spillet klaver for ham blev han inviteret til middag i Liszt’s hjem. I en alder af 18 år blev Röntgen professionel pianist, og under en koncerttur i Sydtyskland mødte han den svenske musikstuderende Amanda Maier, som han blev gift med i 1880.
I 1877 måtte Röntgen træffe en beslutning, om han ville rejse til Wien eller Amsterdam. Han valgte Amsterdam og blev lærer på en musikskole. I Amsterdam spillede han en vigtig rolle i etableringen af institutioner for klassisk musik, og i 1883 var han med til at stifte Amsterdams Musikkonservatorium.
Röntgen og familien tilbragte mange somre i Danmark. På en af disse ferier mødte han Bodil de Neergaard, som han skabte et tæt venskab med.
Niels Viggo Bentzons værelse
Niels Viggo Bentzon (24. august 1919 i København – 25. april 2000) var en dansk komponist, pianist og organist.
Bentzons forældre var professor, dr.jur. Viggo Bentzon og pianist Karen Emma Bentzon født Hartmann. Han var således J.P.E. Hartmanns oldebarn og fætter til komponisten Jørgen Bentzon, forfatteren Inger Bentzon og fløjtenisten Johan Bentzon. Han blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1941 som elev af bl.a. Knud Jeppesen og Leo Mathisen og tog organisteksamen i 1942. Modtog Det Anckerske Legat i 1947.
I de seneste år af Bodil Neergaards liv gæstede Niels Viggo Bentzon Fuglsang og gav familie og gæster usædvanlige musikalske oplevelser.
Bodil de Neergaards værelse
I 1885 blev Viggo de Neergaard gift med Bodil Hartmann, der var datter af komponisten Emil Hartmann og barnebarn af I.P.E. Hartmann. Ved giftermålet var Bodil Hartmann blot 18 år gammel, mens Viggo de Neergaard var 48 år og havde på det tidspunkt været ejer af Fuglsang i 19 år. Den store aldersforskel til trods blev det et lykkeligt ægteskab til glæde ikke blot for hele godset og dets ansatte, men for den store familie- og vennekreds, der år efter år gæstede Fuglsang.
I foråret 1915 dør Viggo de Neergaard og Bodil de Neergaard kom til at sidde som enke på Fuglsang i 44 år. Med opgaven som værtinde og ene ansvarlig for hele godset voksede hun til en stor personlighed, som stadig huskes af yngre familiemedlemmer og venner. Hun skabte et gæstfrit hjem fyldt med musik og lødig konversation.
Ikke blot havde de mange mennesker, der gæstede Fuglsang, Bodil de Neergaards interesse, det havde også samfundets dårligste stillede, som hun viede en stor del af sit liv.
Oluf Hartmanns værelse
Oluf Hartmanns værelse tager sit navn efter maleren Oluf Hartmann (1879-1910), Bodil de Neergaards broder. Oluf Hartmann blev i samtiden betragtet som et af dansk kunsts lysende håb, men hans navn gik i glemmebogen. Først i de seneste år er der kommet fornyet interesse om Oluf Hartmann og hans kunst.
Han lavede malerier i den store stil, men også en del mindre naturstudier med det lave kystlandskab fra Skejten under sine ophold hos sin søster på Fuglsang. Her traf han måske en anden jævnaldrende maler, Olaf Rude. Hartmann er fint repræsenteret på Fuglsang Kunstmuseet, og Fuglsang Herregård har et enkelt af hans værker. Ved hans død i en ung alder skrev Carl Nielsen ”Ved en ung Kunstners Baare”.
Tre af hans malerier er indkøbt og hænger nu på hans værelse på Fuglsang. Det drejer sig om ”Ixion”, ”To mænd, der slås” og ”Dædalus”.
Edvard Griegs værelse
Edvard Hagerup Grieg (15. juni 1843 – 4. september 1907) var en norsk komponist og pianist. Han er en af de få nordiske komponister, som har opnået verdensberømmelse.
Blandt hans mest kendte kompositioner, findes musikken til Henrik Ibsens Peer Gynt, samt hans – i øvrigt eneste – klaverkoncert, i A-mol (opus 16). Sidstnævnte opnåede ikke stor anerkendelse blandt kunst- og musikeliten, da den først blev frigivet i 1868, men fik hurtigt stor “kommerciel” og folkelig succes, specielt i USA.
Den verdensberømte pianist, Artur Rubinstein, har i et interview fortalt hvordan han selv ikke anså denne koncert som værende af betydning, lige som de fleste i starten af 1900-tallet, men ændrede mening efter en middag med komponisten Sergej Rachmaninov, der roste den som den nok bedste klaverkoncert, nogen sinde skrevet. A-mol koncerten fik urpremiere i København, nærmere bestemt i teatret Casinos store sal. Grieg donerede penge derfra til Unitarernes Hus på Østerbro.
Edvard Grieg var også en af de komponister, der gæstede Fuglsang, og efter hans død i 1907 vedblev hans kone Nina at komme.
Lola Artot De Padilla
Værelset er opkaldt efter den tysk/fransk /spanske operasangerinde Lola Artot De Padilla (1876-1933) som Fru Neergaard mødte i Paris under et af sine besøg hvor hun flere gange modtog sangundervisning. I 1905 optrådte hun i gæsteroller i København og Stockholm . Fra 1905 til 1908 arbejdede hun på Komische Opera i Berlin . Der sang hun også rollen Vreli (Juliet) i operaen A village Romeo and Juliet af Frederick Delius . Derefter var hun en del af truppen tilhørende Berliner Hofoper. Hun sang også i hele Vesteuropa. Hun underviste også, Rose Olitzka var en af hendes studerende. Lola var også en hyppig gæst på Fuglsang Herregaard både alene og sammen med sine døtre. Her indgik de i kunstnermiljøet og optrådte i husets musiksal med andre gæster.
Axel Wørmers værelse
Axel Wørmer (1846-1878) var en dansk dekorationsmaler. Axel Wørmer har udført den pompejanske dekoration i Hilkers stil af billardværelset i 1873. Han blev antagelig hjulpet af Joakim Skovgaard med udførelsen af frisens legende børn.
Dekorationerne på Fuglsang anses for Wørmers hovedværk. Hans sikre figurstil og lette kolorit står klart med putti i en blanding af lyse danske og mørke italienske hav- og landgenier, legende i klassisk italienske og blide lollandske kyster. Denne udsmykning er i sin sødmefuldhed langt fra den oprindelige, strenge pompejanske stil og tilpasset historicismens victorianske smag.