Historien. Musikken. Kunsten.

I en alder af 29 år arver Rolf Viggo de Neergaard i 1866 godset Fuglsang, der ligger smukt i det lollandske landskab langs med Guldborgsund. Få år efter overdragelsen lader Viggo de Neergaard i 1868-69 den nuværende hovedbygning opføre i renæssancestil.

Arkitekt var J.G. Zinn, der var elev af arkitekt Hans J. Holm og i lighed med ham kendt i samtiden for at arbejde indenfor historismens rammer. Det fremgår tydeligt af Fuglsangs hovedbygning i Rosenborgstil med søjler, kamtakkede trappegavle, kvistvinduer, karnapper og vinduesmotiver med trekantsfrontoner prydet med sandstenshoveder.
Dertil kommer husets pompøse terrasse med åbne arkadebuer, der som en italiensk loggia vender ud mod haven. Det er en tidstypisk bygning stærkt påvirket af periodens førende arkitekt Ferdinand Meldal.

Allerede under Margrethe I var Fuglsang kendt, da det fortælles, at stedet kan føres tilbage til hendes regeringstid. Dengang lå gården placeret på voldstedet Gammelholm, som værn mod fjenden, når denne kom sejlende mod Sakskøbing ad Flintinge å. Senere fik Fuglsang sin nuværende placering på en langt større holm omgivet af en bredere voldgrav.
Oprindeligt var stedet et krongods, men i 1720’erne blev det købt af den velhavende lollandske storgodsejer Poul Abraham Lehn. Og det var hans barnebarn, der i 1819 solgte Fuglsang samt hovedgården Priorskov til den sjællandske godsejerslægt de Neergaard.

Den helt tidlige hovedbygning på Fuglsang var et renæssancehus, som blev bevaret frem til 1840, da den daværende ejer J.F. de Neergaard lod det nedrive. I stedet blev et senklassicistisk hovedhus opført, som dog kun fik en kort levetid, da bygningen blev angrebet af svamp og derfor måtte nedrives samme år, som Viggo de Neergaard overtog gården. Den nye hovedbygning i hollandsk renæssancestil blev derefter opført ikke blot i tidens ånd, men også i stedets ånd og føjede sig af samme grund markant ind i landskabet med de vidtstrakte enge ned mod sundet.

Fuglsang er ikke blot omgivet af en voldgrav, men også af et smukt haveanlæg …
Læs om Fuglsangs have.

I 1885 blev Viggo de Neergaard gift med Bodil Hartmann, der var datter af komponisten Emil Hartmann og barnebarn af I.P.E. Hartmann. Ved giftermålet var Bodil Hartmann blot 18 år gammel, mens Viggo de Neergaard var 48 år og havde på det tidspunkt været ejer af Fuglsang i 19 år. Den store aldersforskel til trods blev det et lykkeligt ægteskab til glæde ikke blot for hele godset og dets ansatte, men for den store familie- og vennekreds, der år efter år gæstede Fuglsang.

Allerede i sin opvækst havde Bodil de Neergaard kendt til Viggo de Neergaard, da de var beslægtet gennem Fuglsangs arkitekt J. G. Zinn. Af samme grund havde Viggo de Neergaard gennem mange år været en tilbagevendende gæst hos familien Hartmann, hvor han havde mødt hele det københavnske åndsliv, især samtidens musikere.

Bodil de Neergaards mor var født Bolette Puggaard og stammede ned fra en af de førende københavnske familier, hvis store lejlighed i Schimmelmanns Palæ var samlingssted for samtidens kulturpersonligheder, deriblandt H.C. Andersen, der ikke blot var ven af huset, men også gudfar til Bolette og Emil Hartmanns ældste datter Bodil. Så på samme måde som barndomshjemmet havde været gæstfrit, blev Fuglsang det også efter, at Bodil var blevet gift med Viggo de Neergaard.

Hovedbygningen på Fuglsang var med sine stemningsfulde stuer mere end velegnet til livlig selskabelighed. Alle husets interiører er præget af historicismens trang til ornamental udsmykning og glæde ved store som små detaljer. Allerede i den rigt udstyrede vestibule i nyrenæssance fornemmes bygningens særlige atmosfære. Fra husets trapperum med Thorvaldsens relieffer på væggene fører døre med træudskæringer ind til havesalen med marmorerede vægge og søjler i korintisk stil og med et kassetteloft i stuk med dybt relief. Havesalen flankeres af to meget forskellige rum. Hvoraf Den røde Salon er i nyrenæssance med gyldenlædertapet i vægfelterne og kannelerede joniske søjler i træ, og Agnetesalonen er i nybarok og udsmykket med et loftmaleri, der skildrer Agnete og Havmanden. I modsætning til disse to saloner så fremstår både husets spisestue og den 20 meter store sal i klassicistisk stil og er dermed lyse og venlige. Salen har hvidmalede møbler, stort spejl og er holdt i grålige farver og udsmykket med vinranker på væggene. Centralt hænger et markant maleri af Jørgen Roed, der forestiller en god kopi af Rafaels Sixtinske Madonna fra 1851.

I lighed med andre store hovedbygninger, har også Fuglsang et billardrum. Det er placeret på førstesalen lige over havestuen og er udsmykket i pompejansk stil med vægmalerier udført af Joakim Skovgaard. Fra billardrummet er der udgang til den balkon, der er placeret over hovedbygningens terrasse. Alle de mange, meget forskelligt udsmykkede sale og rum på Fuglsang repræsenterer det, eftertiden noget nedladende betegner som stilforvirring. Ikke desto mindre så kom de meget atmosfærefyldte og hyggelige stuer på Fuglsang til at danne rammen om en dagligdag, der var præget af stor selskabelighed og et rigt kulturliv.

Gæstfriheden på Fuglsang var altid stor. Allerede Viggo de Neergaard havde i sine ungkarleår en stor omgangskreds, der også rummede familien Hartmann. Sidenhen da Bodil de Neergaard flyttede ind, blev kredsen udvidet med flere af de kunstnere, som hun havde kendt fra sit barndomshjem og dertil mange af samtidens unge talenter især indenfor musiklivet. Ægteskabet mellem Bodil og Viggo de Neergaard var barnløst. Derfor blev megen tid brugt på såvel selskabelighed som velgørenhed, da Bodil de Neergaard – som hun udtrykte det i sine erindringer – havde en stor trang til at gøre noget for nogen.

Blandt andet blev Sønderskovhjemmet stiftet, hvor hjemløse, arbejdsløse mænd for en periode kunne få tag over hovedet. I Sønderskovhjemmets kornmagasin blev der arrangeret ferielejre for 50 drenge, på Flintingegård kunne ældre og svage kvinder få et sommerophold, og der var lejrskole for menighedsbørnehaver fra København ved Guldborgsund. Alt sammen takket være Bodil de Neergaard.

Musikken

Men det er dog først og fremmest det rige musikliv på Fuglsang, der har givet stedet sin helt særlige placering blandt godserne på landet. Med sin baggrund i musikdynastiet Hartmann var Bodil de Neergaard opvokset med koncerter og sang i hjemmet, og det samme var Viggo de Neergaard. Så musik var en fælles passion.
Dertil var Bodil de Neergaard udøvende sanger og havde bl.a. modtaget undervisning i Paris hos den meget berømte sangerinde Madame Artôt de Padilla, som senere sammen med sine døtre gæstede Fuglsang. Den ene af døtrene var sopranen Lola Artôt de Padilla, der i samtiden havde en stor karriere.
Tidligt i ægteskabet mødte Bodil og Viggo de Neergaard også den hollandske komponist og musiker Julius Röntgen, som sommer efter sommer blev omdrejningspunktet for det rige musikliv på Fuglsang. Også den norske komponist Edvard Grieg var gæst på Fuglsang, og efter hans død i 1907 vedblev hans kone Nina at komme. Sent i Bodil de Neergaards liv kom også Niels Viggo Bentzon, som med sit klaverspil gav familie og gæster usædvanlige oplevelser.

Bodil de Neergaard og Carl NielsenFra 1905 begyndt Carl Nielsen og hans kone billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen at tilbringe ferier hos familien de Neergaard. Ofte under sine ophold sad Carl Nielsen og arbejdede med musikken i længere perioder, og ved sådanne lejligheder blev han installeret i gartnerboligen, hvor han bl.a. arbejdede på musikken til ”Herr Oluf han rider”.
Når Carl Nielsen eller Julius Röntgen eller andre musikpersonligheder var på Fuglsang, var aftenerne altid forbundet med den ene inspirerende koncert efter den anden. Med Carl Nielsen kom også svigersønnen Emil Telmanyi. Det fortælles, at når han stod i salen og spillede Bach for soloviolin, var det kun musikken, som levede i rummet, og kun den, der optog alle. I Anne Marie Telmanyis erindringer om forældrene bliver koncerterne på Fuglsang omtalt som noget helt enestående.

Friluftslivet på Fuglsang nød Carl Nielsen på alle årstider, da han var ”født paa Landet under en fri Himmel”, som han udtrykte det i et brev til fru de Neergaard. For ham skinnede solen altid på Fuglsang, trods det kunne være vinter med sne, sjap, is og kulde.

Kunsten

Også maleren Kristian Zahrtmann kom i begyndelsen af 1900-tallet første gang på Fuglsang. Det var gennem Bodil de Neergaards yngste bror maleren Oluf Hartmann, at Zahrtmann var blevet introduceret til familien. Oluf Hartmann gik en periode på Zahrtmanns Skole og fulgte også med ham en sommer til Italien. Zahrtmann holdt meget af Oluf Hartmann og fulgte hans korte karriere med intens interesse. I det hele taget satte Zartmann stor pris på ”den kære Hartmannske Kres”, som han udtrykker det i et brev forud for et besøg på Fuglsang.

Oluf Hartmann havde et meget nært forhold til sin søster og kom af samme grund meget på Fuglsang. Fra 1908 malede Oluf Hartmann det ene motiv efter det andet fra stedets særegne natur. Især var Skejten et foretrukket motiv med de urgamle, vildtvoksende egetræer. Også de gamle piletræer langs stengærderne skildrede han med stor intensitet og med sine ekspressive penselstrøg fik han de knudrede stammer til at ligne trolde og hekse fra urtiden.

Den noget yngre malerkollega Olaf Rude, som var opvokset ikke langt fra Fuglsang, fandt engang Oluf Hartmanns skitseblok stukket ind i stengærdet på vej til Skejten. Rude fortæller selv, at han blev så inspireret af Hartmanns energiske streg, at den senere fik betydning for hans eget maleri. Også for Olaf Rude var Skejtens landskab et yndet motiv, som han skildrede gentagne gange med de fritstående egetræer og store sten, der rager op på engen og i det lave vand. Hans mest berømte Skejten-billeder er dem, der blev udført i 1954 til Folketingssalen.

I 1910 døde Oluf Hartmann ganske pludseligt, og det berørte alle på Fuglsang, da han var umådeligt afhold og dernæst var midt i en interessant udvikling som maler. Til begravelsen komponerede Carl Nielsen et kort, smukt og udtryksfuldt stykke for strygere med titlen ”Ved en ung Kunstners Baare, Andante lamentoso”, som også sidenhen er blevet meget spillet.

Med årene blev Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen særdeles nære venner af Bodil de Neergaard, som det fremgår af erindringerne, hvor hun levende og varmt fortæller om venskabet og om alle deres fælles minder fra Fuglsang med udflugter bl.a. til Skejten og sejlture på Guldborgsund, hvor man ofte gik i land med picnickurve på Kejlsøe, der kun var befolket med løsgående kvier og bevokset med hvidtjørne.
Carl Nielsen var altid godt selskab. Om Anne Marie Carl Nielsen fortælles det, at hun for det mest opholdt sig i staldene, hvor hun ivrigt studerede dyrenes forskellige stillinger med henblik på sine skulpturer.

Af Carl Nielsens breve til Bodil de Neergaard går det igen med hvilken hengivenhed han altid tænkte tilbage på sine ophold, for som han skriver: ”… Du ved jo, at ”Fuglsang, Du, vort trofaste Venskab og alt vil vedblive at være umaadelig meget for mig, og jeg kan vel sige uden Overdrivelse, at det hele vil staa for mig i samme Lys, saa længe jeg lever”.

Allerede i foråret 1915 dør Viggo de Neergaard og i den triste anledning skrev Carl Nielsen til Julius Röntgen om hans bortgang og begravelse: ”… det hele var så stort og afrundet i Døden som i Livet. Hans hele Livsløb er blevet fuldkommet ved hans Død. Et skønt Billede af et sjældent Menneske i store rolige Naturomgivelser. Noget godt er sluttet, men det har slaaet Rod i mange Retninger og vi, som holdt af Viggo, kan dog aldrig glemme ham”.

I forbindelse med Viggo de Neergaards død skrev også Zahrtmann smukt om ham til Bodil de Neergaard: ”At de Neergaard var en ganske ualmindelig ædel Mand, ja, det giver Sangbund til Alt. Jeg forstaar, hvor stærkt De og alle hans Venner og ogsaa Underordnede maa savne ham, ved at han ogsaa har indvirket stærkt paa mig og mit Livssyn.”

Bodil-NeergaardBodil de Neergaard kom til at sidde som enke på Fuglsang i 44 år. Med opgaven som værtinde og ene ansvarlig for hele godset voksede hun til en stor personlighed, som stadig huskes af yngre familiemedlemmer og venner. Hun skabte et gæstfrit hjem fyldt med musik og lødig konversation.
Ikke blot havde de mange mennesker, der gæstede Fuglsang, Bodil de Neergaards interesse, det havde også samfundets dårligste stillede, som hun viede en stor del af sit liv. Altid var hun i gang både i og udenfor hjemmet og meget af tiden blev brugt på det sociale arbejde. I sine erindringer fra Fuglsang skriver forfatteren og nevøen Godfred Hartmann: ”Bodil de Neergaards dag var lang: Tidligt om morgenen kunne vi høre spæde stemmer ned i hendes stue. Så holdt hun morgenandagt med folkene i ”Hulen”. Det var i den stue, hun sad ved sit skrivebord og sendte breve til venner, både dem her i landet og dem som hun havde truffet i missionsmarken. Lange breve med en stor, men kringlet skrift, men klar og fast hele livet (…) .
Hver morgen havde hun en aftale. Gamle gartner Hansen kom med havens sidst udsprungne blomster, og de talte om de forandringer, der skulle ske i drivhusene. Skovrideren var også en hyppig gæst i ”Hulen”, og inspektøren på gården var der dagligt. Han fortalte om køer, der skulle kælve – om høsten, der snart var vel i hus, og han gennemgik regnskaber og budgetter med hende.”

Da ægteskabet mellem Bodil og Viggo de Neergaard – som allerede nævnt – var barnløst, var der allerede i 1908 blevet oprettet et testamente, hvori der stod, at den længstlevende skulle være universalarving. Som forventet blev det Bodil de Neergaard og dermed kunne hun frit disponere over sine godser, som formelt blev overdraget til hende i 1915.
De efterfølgende år blev både berigende og besværlige. Bortset fra prisopgangen under 1. Verdenskrig blev det økonomiske svære år for landbruget og dermed også for Fuglsang.
Bodil de Neergaard engagerede sig i alt, der foregik på gården, hvilket tydeligt fremgår af erindringerne, hvor der bl.a. står: ”- Jeg er lykkelig over min Gerning og over at faa lov til at følge med. At der har været store Svingninger og Vanskeligheder kan ikke skjules; men ogsaa dette har vel været med til at modne; og vi ser bagefter, at de trange Tider oftes er de frugtbareste i vort Liv.”

Forud for Bodil de Neergaards 80 års fødselsdag i 1947 blev det bestemte, at Fuglsang skulle overgå til Det Classenske Fideicommis. I forbindelse med overdragelsen blev der oprettet et legat, hvis penge skulle gå til Fideicommiset, så de kunne blive brugt i overensstemmelse med dets formålsparagraf.
Det var Bodil de Neergaards ønske, at Fuglsangs hovedbygning skulle tjene ”til musiklivets fremme til minde om min bedstefar I.P.E. Hartmann og min fader Emil Hartmann”, som det blev udtrykt i fundatsen. Dertil forbeholdt hun sig en sum på 70.000 kr. om året samt fortsat ophold på godset uden indblanding fra anden side og ikke mindst, at alt skulle fortsætte uforandret. Indtægterne fra hendes formue skulle ifølge testamentet gå til velgørenhed og man skulle desuden støtte de institutioner, som hun selv havde oprettet, og derudover måtte man under ingen omstændigheder glemme godsets fattige beboer.

I maj 1959 dør Bodil de Neergaard og blev smukt begravet fra Toreby Kirke. Derefter skulle der gå flere år med diskussion om anvendelsen af godsets hovedbygning. Efter mange overvejelser blev det bestemt, at Fuglsang skulle være ”et fristed for mennesker, der trænger til hvile (refugium), til et arbejdssted for mennesker, der ønsker at koncentrere sig om studier af kirkelig, kunstnerisk og anden kulturel art, og til et sted for mindre konferencer af kirkelig, kulturel og social art …”.
Med andre ord, så skulle Fuglsang være såvel et fristed som et arbejdssted og mødested, og det blev det fra og med stiftelsesdagen for refugiet 5. maj 1961. Og det var helt i Bodil og Viggo de Neergaards ånd. Desværre måtte refugiet lukket i 1995. Hovedbygningen på Fuglsang er fra 1996-2016 anvendt af Storstrøms Kammerensemble. Ensemblet er i 2016 flyttet til den nyronoverede forpagterbolig på Fuglsang, KUMUS. Hovedbygningen anvendes stadig til koncerter ved Fuglsang Musikforening.

Teksten er forfattet af Bente Scavenius.
Share